Dia de Independencia, fodbold og andre tanker

Felizidados! Hjertelig tillykke med Nationaldagen til Guatemala.

Er der nogen der kan finde ud af fejre sig selv så er det da guatemaltekerne! I går fyldte Guatemala 187 år, men de sidste 5 dage er blevet brugt på at fejre dagen. Torsdag var det ”folkeskolerne”, der marcherede gennem byen med trommer og bærbare xylofoner. For hver skole var de smukkeste ”señoritas” udvalgt til at danse foran deres marcherende og smådansende skolekammerater. Hver skole havde deres unikke uniform. Nogen i traditionel maya-dragt, men de fleste i kulørte uniformer. Alle uniformskasketterne blev holdt på plads af en rem under næsen, det så ærlig talt løjerligt ud. De må have en gevaldig go' grundform guatemaltekerne. De kan blæse i tuba, marchere og dreje rundt om sig selv på en gang. Optogene som hver var af en kilometers længde, fortsatte weekenden over. Fredag og lørdag var det de helt små børns tur, søndag var det teknisk skole, pædagogseminarium osv. og mandag var det så bare de hårdeste der gav den gas. Vi danskere synes nok vi havde set og oplevet de optog vi trængte til, da vi stod mandag aften i Parque de Central, men sør'me nej, der blev råbt ”otra, otra”, så vi blev beriget med et par ekstra-numre.

Heldigvis er fodbold internationalt

For danskerne i Guatemala har fodbold været et skønt afbræk fra (de imponerende) optog og spanskundervisningen. Onsdag var vi så heldige at finde en pub der viste Portugal-Danmark på storskærm. Og selvfølgelig følger man da Bendtner og Agger i udlandet ;-) Det var en forrygende oplevelse at se Danmark vinde og synge ”vi sejler opad åen”. Især også fordi det var rart at have noget at prale af efter Guatemala slog Cuba 4-1 om aftenen.

Vi reddede æren

Vi har fundet ud af af hvor meget det betyder at have lokale venner. Søndag blev vi inviteret til at spille fodbold mod en flok drenge fra en lokal skole for fattige børn. Skolen er støttet fra DK af Red Barnet. Selvom vores danske hold var hvad der kunne skrabes sammen af koner, knæskader og knoglebrud, mente vi dog selv at have et udmærket hold, og det skulle ikke være noget problem at vise dem hvordan futbol skal spilles. Men efter at have haltet bagefter hele kampen og at have givet Raul, Mario og Antonio lynhurtigt dansk statsborgerskab, lykkedes det os kun lige at spille 11-11. Dagen efter inviterede en anden amigo os til at prøve kræfter mod hans hold, og her fik dansken heldigvis oprejsning! Vi kunne oveni købet få en svømmetur i tre swimmingpools med vand fra bjergene, det var lige hvad vi trængte til (endeligt rene igen).

Amerikanere og kirke

Ugen har også budt på nye bekendtskaber. Herude behøver man ikke engang være danskere for at være i familie. Næ, bare man har en fjern slægtning der engang blev født på båden på vej til Amerika fra Danmark, så er den i vinkel. Sådan nogle har jeg mødt et par stykker af efterhånden. Jeg har været i kirke et par gange hernede, og her møder man mange amerikanere. I søndags var vi til gudstjeneste, hvor der blev prædiket på engelsk og oversat til spansk. Det resulterer i en noget lang gudstjeneste. Sangene blev klaret mere praktisk. Her kunne man selv vælge hvilket sprog man sang på, melodien passede til både spansk og engelsk. Smart, hva!

José

Efter kirke skulle en dansk veninde, jeg og tre amerikanere have lidt og spise. Jeg kunne se at min amigo José, som pudser sko ved parken gerne ville med. Jeg inviterede ham selvfølgelig og købte også en sandwich til ham der hvor spiste. Han blev enormt glad for den. Derfor undrede det mig noget da han ikke pakkede den op og spiste sammen med os andre. Men så forklarede han mig at han gerne ville tage den med hjem, hvor hans mor kunne dele den i fem, så der var et til ham selv, hans tre brødre og hans mor. Det var sandelig lidt tankevækkende for en dansker, der bare køber hvad han brug for. Da han bagefter prikkede til vagten på restauranten for at vise ham en pengeseddel på gulvet i stedet for at stikke den i lommen, var jeg lidt imponeret. Der havde jeg sandelig mødt en mand, der tænkte mere på andre end sig selv.

Tak Guuuaaatemaaala

Guatemala har givet mig mange oplevelser, og lørdag morgen siger jeg så farvel. Inden vi når Tegucigalpa gør vi stop ved Copan-ruinerne, som er en gammel Maya-by, og muligvis er et af verdens syv vidundere?

Jeg er enomt spændt på udfordringerne på Genesis-projektet, og jeg glæder mig til at komme igang!

Nedenfor er der billeder fra en tur op på en af Guatemalas 33 vulkaner. Denne hedder pacaya og er en af de tre aktive vulkaner. Jeg var så tæt på lavaen, at jeg duftede af flæskesteg bagefter. (Det er vidst også det eneste der minder om flæskesteg hernede...)