Efter 3 uger i Honduras

Hola

Her er udsigten ud over slummen set fra vores hus.

Kalder, kalder, [skréitchh], er der hul igennem til DK? Jeg tror det sandelig, selvom det sommetider virker laaangt vaek. Vi lever 8 timer bagud og en verden til forskel fra Danmark.
Vi er en lille flok der er danske herude, men sammentidig del af en helt anden kultur, et lille landsbysamfund, et slumkvarter/marginalomraade i udkanten af Tegucigalpa. Men foer vi kom saa langt gik der er en del forud!

Fra Guatemala til Honduras – Copanruinerne
Antigua- Guatemala, var skoent, og noedvendig for det spanske. Det var specielt og noget intenst at have enelaerer. Min laerer saa hurtigt at jeg nok bare skulle fremad, saa jeg naaede igennem nutid, datid * 2, foernutid, foerdatid og naer og fjern fremtid. Paa spansk boejes udsagnsordene forskelligt for alle personer saa der er nogle boejninger at holde styr paa! Min laerer var vaeldig soed, og havde bl.a. arrangeret (efter at jeg have presset lidt paa) at jeg kunne komme paa jagt med hendes onkel og hans amigos i bjergene! Jeg var fyr og flamme, og glaedede mig til at skyde, baeltedyr, Guatemalahjorte og bjergkatte. Man siger at forventningens glaede er den stoerste. Denne gang blev det den eneste, for desvaerre blev onklen bidt i haanden af en slange mens han arbejdede i sin majsmark, dagen inden vi skulle afsted.

Ovenfor sidder, fra venstre, jeg, Edna, Poul, hanna, Loise og Mirjam. Vi kunne ikke have faaet et bedre sted eat bo end hos Edna. Tusind tak Edna!Vores venner som vi ar saa heldige at faa, inviterede os ned i deres kirke aftenen inden vi tog afsted. De spillede og sang for os, og vi sang ogsaa for dem. Men det vi havde haft mere end dem i fodboldkampen det havde de hvis mere end os naar det galdt musik, men det var en kanon god aften.

Efter at have sagt farvel til madmor Edna, hendes skildpadder , alle laererne og vores Guatemalanske venner tog vi med bus til Honduras, tidligt loerdag morgen (klokken 4). Vi havde bestemt at tage en overnatning i Copan, ved de beroemte copanruiner. Det maatte vi have med naar vi nu kom lige forbi! Det blev ogsaa en stor oplevelse. Copanruinerne er fra år 200 e.kr. - ca. 900 e.kr. De er bygget af Maya-indianerne, og Copan var deres hovedsaede. Mel Gibson har lavet en film fra Copanruinerne der hedder Eukalyptus! Saadan saa det ud da vi ankom til Copan by. En lille hyggelig by. Nedenfor ses nogle gadehandlere i Copan. Da vi gik forbi, sagde den ene pludselig"Goddag" med go' vestjysk accent. Han havde vaeret landbrugselev i Ansager! Var der nogen der sagde til Lasse at verden er saa stor saa stor?Saadan bliver man transporteret paa bedste honduranske vis. Fra busstationen blev vi koert i smaataxier der hedder tuc-tucer Men jeg fik lov sidde ovenpaa bagagen bagpaa pick-up'en. Spaendende. Jeg tror kun det var en enkelt taske vi tabte undervejs.


Her ses et lillebitte udpluk af ruinerne. Nedenfor staar jeg ved den trappe hvor man blev halshugget paa toppen saa hovederne kunne rulle ned.

Efter at have vandret rundt i ruinerne der i oevrigt slet ikke var afspaerret, gik Louise og jeg paa opdagelse i skoven. Udover et hav af myg og medfoelgende stik, oplevede vi smaa bitte hjorte, store egern, leguaner og forskellige farverige fugle. Der var fantastisk fredfyldt og levende og vi sagde stort set ingenting paa vores tur. Til gengaeld hoerte vi meget mere end vi saa.

I Honduras
Efter en nat på byens hotel i copan tog vi saa videre mod det endelige maal, Tegucigalpa! Turen gik super godt og som planlagt. og det var skoent at hende amerikaneren vi havde hoert om, faktisk var paa stationen da vi kom. Endnu bedre var det at hun havde taget en hel flok unge med fra Genesisprojektet. Det var med fire maver fulde af sommerfugle at minibussen trak op af bjerget i udkanten i Tegucigalpa. Maverne tilhoerte ikke en ko der havde snust lige kraftigt nok til kloeverblomsterne, men fire danske volontoerer.
Paa toppen af bjerget gjorde bussen holdt. Den sad fast i mudder, men heldigvis var det ogsaa her vi skulle indlogeres. Det er svaert at beskrive vores hus som vi saa det, nu hvor vi har boet her og nydt stedet i 2 uger. Men jeg taenkte i hvert fald: ” naa, saa blev det blikskuret som vi havde hoert om”. Indenfor saa der noget tomt og koeligt ud, men vi fandt hurtigt ud af der skam ikke var tomt. Der var adskillige indbyggere som kakerlakker, vandrende pinde og gekkoer der sad rundt omkring i krogene og kiggede paa deres nye samboer. Vores planer om at benytte de indkoebte slangeboesser, blev dog hurtigt manet til jorden af vores amerikanske ”guvernante” som kunne fortaelle at gekkoerne var insekternes fjende nummer et, og at de i oevrigt lavede en hyggelig kysselyd!


Her er vores nabos og vores hus. Vores nabo vil utrolig gerne saelge tortillas til os. Og vi hilser altid paa hinanden naar vi gaar forbi. Om morgenen proever hun ogsaa altid at forskraekke os med et miiauuv, naar vi kommer ud,, loejerligt, men hyggeligt :-)

Den foerste uge i Suyapa
Efter at have indrettet vores hus, og benyttet vores nyvundne kokkererings-frihed til at lave kartofler, brun sovs(uden kuloer) og FRIKADELLER, stod vi foran en lang proces med at blive praesenteret for folk i projektet hernede. Det er hovedsageligt Honduranere som arbejder hernede. Saa er der amerikanere i forskellige jobs og saa os danskere.
Ovenfor bager Anna (som er dansker og volontoer i et andet projekt men bor sammen med os) og Mette pandekager paa danskeste vis.
Anna igen, sammen med Virgina. En amerikansk volontoer som bor i samme hus som Poul og jeg, men i en anden afdeling. Her skal de forestille at tage opvasken!

Det er sket saa utrolig meget paa de tre uger vi allerede har vaeret her i Suyapa, saa det bedste indblik jeg kan give i hverdagen hernede er naesten ved at beskrive de sidste dage én for én ”med hud og haar”.
Paa billedet til venstre var vi gaaet en tur op i bjergene. De er meget bare omkring byen fordi indbyggerne henter trae til madlavningen. Det trae jeg er kravlet op til her bliver ogsaa til braende for barken er skraellet af af samme grund! Da vi naeede toppen af bjerget begyndte det at staa ned i staenger saa der var vandrutschebane ned!

Torsdag den 9. oktober
Dagen starter tidligt i Suyapa. Hanerne galer klokken fem, og der er mange af dem, saa er man bare lidt frisk kan man naesten ligesaa godt staa op! Torsdag loeb jeg med en af vores nye venner hernede, Mario! Suyapas gader er mest mudder og huller, saa naar vi loeber foregaar det paa fodboldbanen i cirkler hvilket ogsaa fungerer super godt! Vi har endda rigeligt med tilskuere i form af gadehundene som foelger os dovent med oejnene, og tager en kvart bane ind imellem.
Torsdag er en af vores to undervisningsdage, saa efter morgenmaden som vi altid spiser sammen i Pouls og mit hus gik vi ned paa skolen som ligger lige nedenfor bakken. Her er skolens port. Maaske kan I genkende den fra billedet oeverst paa siden?
Sammen med Louise underviser jeg i engelsk i to 6. klasser, to 5. klasser og to 4. klasser. Vi synger og leger meget af det ind, hvilket goer at de er ret vilde med engelsk. Det er ogsaa formaalet fordi vi gerne skulle faa dem til at vaelge engelsk paa kollegiet. At vaere laerer er den bedste maade at komme ind i et lokalsamfund paa. Alle boern hilser paa gaden og raaber Erasmo, Erasmo eller Pablo Pablo! Men tilbage til skolen! Inden frokost havde vi fire engelsktimer som gik forrygende, selvom eleverne hernede ogsaa kan larme. Men de er soede det skal de ha'. Vi naede ogsaa at laese med to elever fra foerste klasse som har indlaeringsvanskligheder. Super spaendende arbejde. Til frokost stod den samme Mario som jeg loeb med fra morgenen for pizza. Han bager hver gang han har fri for at tjene penge til at komme en tur til boernehjemmet Emmanuel og lave aktiviteter med boernene. Efter frokost skulle vi undervise i 4. klasse. Men da vi kom var de i fuld gang med at se den anden 4. klasse spille skuespil. Vi joinede dem bare, for saadan er det hernede. Der sker altid et eller andet uforudset! vi fortsatte i femte klasse, og bagefter med et par tvillinger hvis foraeldre, bedsteforaeldre og storebror alle er mere eller mere analfebeter, og derfor ogsaa har brug for ekstra hjaelp. Det er skoent at opleve dem juble naar de har klaret sig igennem et ord de ikke kunne laese foer.
Efter undervisningen torsdag hjaelper vi paa skolelederens kontor. Der er en del papirarbejde som skal skrives ind i en bog- i haanden – lidt maerkeligt for os, men vi goer det gladeligt. I torsdags blev vi tidligt faerdige, saa fordi det for en gangs skyld ikke regnede om eftermiddagen,
gik Luisa og jeg med Carlitos( som ses ovenfor, udenfor vores kirke), den store boernearbejdsleder her i Suyapa, en tur ned i omraadet bag skolen. Vi skulle derned for at invitere teenagepiger og -drenge til onsdagsklubben. Hvor de bliver informeret om afhaengighed og stoffer og bagefter spiller fodbold. Omraadet bag skolen hedder Flores Oriente og er det haardest ramte sted her i Suyapa. Her er teenagemoedre ikke noget sjaeldent syn. Der er mange stoffer, voldtaegter og meget kriminalitet. Vi moedte en del teenagere som vi snakkede med og som gerne ville komme. Regnen som ikke havde vaeret der da vi gik, kom selvfoelgelig, men saa havde vi heldigvis Carlitos med som kendte en pige i hvis hus vi kunne vaere i ly. Det var lidt af en oplevelse at vaere inde i saadan et hus. De er lavet af lersten, nogle har ildsteder i husene og bare et rum delt op af stof. Moeblerne er slidt i bund for laenge siden. Men et fjernsyn det har de alle sammen. Det ser virkeligt maerkeligt med et nyt LG-tv midt i alt det andet. Da regnen stoppede kravlede vi videre op af bjerget. Vejene er ikke rigtige veje, men mudderstier som er meget glatte efter en god honduransk skyller. I Suyapa gaar aesler, svin og hoens rundt blandt mennesker, koer og hunde, og det er hvis kun os der kigger en ekstra gang naar vi lige blive overhalet indenom af en orne paa vej mod skraldekontaineren.

Her ses verdens vel nok smukkest belliggende kontainer hvor vi dagligt toemmer vores skrald!
Paa vej tilbage fra en spaendende tur spurgte Carlitos om jeg kunne taenke mig at praedike for drengene. Jeg toevede lidt og sagde ” Ja... en dag naar jeg kan spansk, men hvilke drenge og hvornaar?”, ”for fodbolddrengene inden semifinalerne i aften” svarede han. Og en halv time efter fik jeg saa jeg lov at fortaelle en 50-60 drenge lidt om guds kaerlighed paa spansk! En fantastisk impulsiv kultur, og entusistisk, fik jeg at se lidt efter. Det var semifinalerne i en turnering for drenge mellem ti og tolv aar. Men der var moedt et talrigt publikum op med lommerne fulde af kanonslag. Det eneste der overdoevede dem under kampene var de konstant raabende traenere!
Efter kampen fik vi som hver aften besoeg af vores dejlige honduranske venner. For en gangs skyld lagde vi kortene paa hylden og ”testede” noget af det Lego vi har faaet sponsoreret!

Paa billedet ses til hoejre Mario min Pizza- og loebe-makker, saa Erasmo i Hondurastroeje og i midten Nelson som hjaelper os med alt fra trasnport, aftaler skader - alt! Til gengaeld er han altid t finde i vores hus - hyggeligt- Yderst Pablo og Luisa.

Det kan godt gaa voldsomt for sig. Om et sekund ligger Mario bloedende paa gulvet, men Luisa har skjult slaget godt med et smil.

Fredag den 8. oktober

Paa billedet oeverst ses Dona Wilmas hus. Her laver Dona Wilma mad til boernene mens Luisa og jeg hygger os med boernene paa den overdaekede terrasse som ses ovenfor. Her har Vanessa, Olman, Fany og Doris gang i ponyerne som vi havde med den dag.

Fredag er Guarderia-dag. Guarderiaerne er de steder hvor boern mellem et og ti aar bliver passet. Her har vi 3 formiddage om ugen. I fredags havde Luisa og jeg taget garn klodser og puslespil med. Puslespil er altid et hit. Det samme barn kan samle det samme puslespil en hel formiddag! Garnet var ogsaa et hit. Jeg fandt skjulte evner frem og lavede garn”poelser” i pigernes haar! Guarderiaerne har kun 16-20 kvm. til 15 boern, saa de elsker ogsaa at komme paa legepladsen hvilket vi tit goer.
o




Ungerne ELSKER gyngerne, og de raaber Puha mi, puha mi, puha mi, hvilket vi fandt ud betydder skub mig og ikke "jeg skal skide". Legepladsen er virkelig kanon. Den er bygget og sponsoreret af et hold amerikanere. Hvem kunne taenke sig at vaere med til at lave noget lignende? ;-)


Vores Guardaria om onsdagen har ikke nogen legeplads i naerheden saa der planlaegger vi at lave et nyt lille legeomraade til dem i skolernes tre maaneder lange sommerferie som starter foerst i november!
Etermiddagen brugte vi paa at handle ind i byen. Vi kan tage ind til byen med bus, som koster under en krone. Her er der et kaempe og imponerende indkoebscenter som symbol paa den kaempe forskel der er paa rig og fattig her i Honduras. Vi naaede lige tilbage til kirketid klokken halvsyv. Men derhjemme stod en ven, Nelson, og ventede for at fortaelle os at morgendagens arbejdstur til projektets lejrbygninger uden for byen var skubbet til om halvanden time. Selvfoelgelig var vi klar paa det. Saa efter kirke tog vi en minibusfuld afsted for at begynde paa arbejdet med at lave en junglesti paa Campen. Aftenen gik med at spille kort og spise traditionel honduransk mad, som er tortillas, boenner, noget maerkeligt ost, og aeg. Det sidste kan variere, men tortillas og boennemos er der til alt.

Loerdag den 9. oktober
Efter morgenmad blev der uddelt hakker skovle og oekser, og saa var det ellers bare i gang med at faa rydet vejen til tarzanbanen. Vi hyggede os super meget med arbejdet, det var skoent at lave noget fysisk igen, og college-drengene synes det var evigt morsomt at skraale ”hvorhen vi kommer” paa dansk, saa jeg var helt haes bagefter.
Selvom loerdagen var sat af til arbejde, stoppede vi til middag for man skulle jo noedigt overanstrenge sig. Honduranere er gode til at tage ting som det kommer og til at tage det stille og roligt!
Hele vejen blafrede gutterne med det honduranske flag ud af vinduet for om aftenen var der VM-kvalifikationskamp. Honduras – Canada. Vi saa det paa storskaerm i skolen. Honduras vandt 3-1, og der er der hvis ingen i hele Honduras der kan vaere i tvivl om. Ved hvert maal kunne man hoere hele Tegucigalpa raabe og feste!

Adios
Denne beretning bliver alt for denne gang. Som afslutning vil jeg sige at tiden hernede bare er en stor oplevelse. Det er svaert at faa det ned paa skaermen her, for alt hvad man roerer ved og kommer i naerheden er bare forskelligt fra det vi kender!
Men det er forrygende spaendende og jeg har det godt ;-)

Smuk solnedgang ind over Tegucigalpa, og med projekteks ligesaa smukke bus i forgrunden.